Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Finanslov og taxameter

Forhandlingerne om finansloven foregår lige nu, selv om det ikke er det, der fylder i medierne. Det gør derimod udtalelser om, at der skal indføres taxameter-tilskud til friskolerne, så de får et incitament til at optage flere elever med specielle behov. Både undervisningsministeren og en af kandidaterne til formandsposten i SF (Astrid Krag) har fremsat udtalelser, der igen-igen stiller spørgsmålstegn ved om de frie skoler løfter deres del af den sociale arv. Lad mig slå fast at det er dokumenteret flere gange, at det gør vi! Men det værste ved disse udtalelser, er at de viser en total mangel på forståelse af, hvad en friskole egentlig er. Friskoler er forældrenes frie valg af en anden skoleform end folkeskolen. Skolerne kan ikke sortere deres elever efter hvem der giver mest i posen. Det vil aldrig komme til at virke efter hensigten.

Men denne debat viser desværre også, at retorikken omkring de frie skoler er meget negativ i visse politiske kredse. Det går simpelthen for godt for de frie skoler. I stedet for at arbejde på at højne niveauet i folkeskolen, så skyder man på friskolerne. Og dermed kan det blive svært at se, hvordan der skal skabes politisk flertal for at stoppe nedgangen i statstilskuddet, som for nuværende ser ud til at ende på 72% i 2013 og 71% i 2014. Og det hele bliver endnu mere uforståeligt, når Statsministeren i sin åbningstale sidste tirsdag sætter fuld fokus på uddannelse og specielt folkeskolen. Hun lovede ikke, at der fulgte penge med, så noget tyder på, at regeringens satsning på folkeskolen skal finansieres ved fortsatte nedskæringer på de frie skoler?? Der må være nogen, der kan råbe nogle politikere op på Christiansborg og få den udvikling stoppet. I skoleforeningerne som samlet sektor bliver der arbejdet intenst både på de indre og de ydre linier, for at få relevante politikere i tale. – See more at: http://www.kristne-friskoler.dk/about/blog/finanslov-og-taxameter/#sthash.WsvbevyH.dpuf