Seniorbonus

Seniorbonus - ændring pr. 1. januar 2024

Pr. 01. januar 2024 træder ny og ændret aftale om seniorbonus og seniordage i kraft.

Ved OK21 blev der indgået en aftale om seniorbonus på statens område. Aftalen gav skolens ledere, lærere og børnehaveklasseledere ret til en årlig seniorbonus på 0,8% af lønnen fra og med det kalenderår, hvor den ansatte fylder 62 år. Det blev i den forbindelse aftalt, at seniorbonussen skulle udbetales i januar måned, året efter seniorbonussen var optjent, med mindre man tidligere valgte at konvertere bonussen til seniordage eller til pensionsbidrag.

Efterfølgende opstod der en uenighed om forståelse af aftalen. Uenigheden handlede om, hvorvidt en medarbejder kan vælge at afvikle seniordage fra og med det kalenderår, hvori vedkommende fylder 62 år, eller om man først kan afvikle seniordage fra og med året efter.

Parterne på statens område har nu indgået et forlig i sagen, hvilket medfører, at der nu er en ny og ændret aftale om seniorbonus og seniordage, der træder i kraft den 01. januar 2024. Samtidig ophæves tidligere cirkulære om seniorbonus af 20. december 2021.

Aftalen gælder fortsat for skolens lærere, ledere og børnehaveklasseledere og giver ret til seniorbonus fra og med den 01. januar i det kalenderår, hvori man fylder 62 år.

Seniorbonussen udgør 0,8% af den ansattes faste månedsløn og udbetales månedligt sammen med den faste løn.

Ansatte der opfylder betingelserne for ret til seniorbonus, og som tiltræder ansættelsen i løbet af kalenderåret, får udbetalt seniorbonus med virkning fra ansættelsestidspunktet.

I den sædvanlige årsløn medregnes:

Den faste månedsløn består af den ansattes grundløn (intervalløn, basisløn, skalatrinsløn)
Tillæg (såvel centrale som decentrale tillæg), der udbetales med fast månedlige beløb.
Variable tillæg herunder ulempetillæg indgår ikke i beregningsgrundlaget - heller ikke selvom de har karakter af fast påregnelige. 
Øvrige løndele, herunder over- og merarbejdsbetaling, engangsvederlag, feriegodtgørelse og særlig feriegodtgørelse, indgår tilsvarende ikke i beregningsgrundlaget.

Seniorbonussen er ferieberettiget.

Seniorbonus kan i stedet efter den ansattes ønske indbetales som et ekstraordinært pensionsbidrag.

I den nuværende aftale, der løber indtil den 1. januar 2024, er pensionen en del af seniorbonussens beregningsgrundlag. Fra og med 1. januar 2023 er pensionen ikke længere en del af beregningsgrundlaget. I stedet indbetales der pensionsbidrag af seniorbonussen. For tjenestemænd, der optjener ret til tjenestemandspension, er seniorbonussen pensionsgivende med den bidragsprocent, der indbetales til den ansattes supplerende pensionsordning.

Seniordage med lønfradrag
Med den nye aftale har ansatte, der fylder 62 år i perioden fra den 1. januar til den 30. juni, ret til at afholde 2 seniordage med lønfradrag i det kalenderår, hvor den ansatte fylder 62 år. Fylder den ansatte 62 år i perioden fra den 1. juli til den 31. december, har den ansatte ret til at afholde 1 seniordag med lønfradrag i det kalenderår, hvori den ansatte fylder 62 år.

Ansatte har i de efterfølgende kalenderår efter det kalenderår, hvori de fylder 62 år, ret til at afholde 2 seniordage med lønfradrag om året.

Seniordagene skal afvikles som hele fridage. Lønfradraget beregnes med 4,62% af den ansattes faste månedsløn. Ved ansættelsesforholdets ophør, bortfalder ikke-afholdte seniordage med lønfradrag.

Den ansatte skal i så god tid som muligt give besked, hvis den pågældende ønsker at afvikle seniordage. Skolen fastsætter efter drøftelse med den ansatte, hvornår seniordagene skal afvikles og skal så vidt muligt imødekomme den ansattes ønske, medmindre det er uforeneligt med tjenesten. Ikke afholdte seniordage bortfalder ved kalenderårets udløb, medmindre skolen og den ansatte aftaler dagene overført til det efterfølgende kalenderår.

Hvis det ikke har været muligt for den ansatte at afvikle seniordagene, fordi skolen har undladt at fastsætte, hvornår dagene afvikles, overføres ikke-afholdte seniordage til det efterfølgende kalenderår. Overførte ikke-afholdte seniordage bortfalder ved kalenderårets udgang.

Informer de ansatte
Som ved ansatte der har ret til omsorgsdage, råder vi skolerne til at gøre ansatte, der har ret til selvbetalte seniorfridage, opmærksomme på retten, og i samme øjemed informere om, at hvis man ønsker at gøre brug af seniordagene, skal de varsles i så god tid som muligt, og at dagene skal afholdes på dage, der er foreneligt med tjenesten.

Seniorbonus optjent indtil den 1. januar 2024
Ansatte der har valgt at konvertere seniorbonus optjent i 2022 til seniordage med afvikling i 2023, men for hvem det ikke har været muligt, fordi skolen ikke har fastsat, hvornår seniordagene skulle afvikles får udbetalt ikke-afholdte seniordage med lønnen for januar 2024.

Ansatte kan ikke vælge at konvertere seniorbonus optjent i kalenderåret 2023 til seniordage til afvikling i 2024. Seniorbonus optjent i 2023 skal altså udbetales med lønnen for januar 2024 eller hvis konverteret til pension inden den 1. oktober 2023, som et ekstraordinært pensionsindbetaling i januar 2024.

Ændringen af seniorbonussen ændrer ikke på de i forvejen aftalte seniorordninger:

Lærer og børnehaveklasseledere:

  • Ansatte der den 31.07.2013 var fyldt 57 år, har ret til nedsat arbejdstid med op til 175 timer årligt med fuld løn og pension.
  • Ansatte der ikke var fyldt 57 år den 31.07.2013 bevares retten til nedsat arbejdstid med op til 175 timer årligt med tilsvarende lønnedgang, dog med fuld pension.
  • Retten gælder fra den normperiode den ansatte fylder 60 år.

BUPL- overenskomst:

  • Ansatte under BUPL-OK er ikke omfattet af den nye seniorbonusordning. Her gælder retten til 5 betalte seniordage pr. år fra det kalenderår, hvor den ansatte fylder 58 år.

Krifa- overenskomst:

  • Ansatte under KRIFA-OK er ikke omfattet af den nye seniorbonusordning. Her gælder retten til at indgå en aftale om en seniorordning i dialog med skolens leder. En evt. seniorordnings indhold aftales individuelt.
  • Nyt med virkning fra 01.04.2022:
  • Ansatte har fra og med det år de fylder 62 år ret til en årlig seniorbonus på 0,8% af den sædvanlige løn.
  • Seniorbonussen kan valgfrit anvendes til kontant udbetaling, 2 betalte fridage om året eller som et ekstraordinært pensionsbidrag.

 

Cirkulære om betalt løn under fravær mm

 

Dokumenter