Strategi og værdigrundlag
Der er cirka 550 friskoler i Danmark, hvoraf 35 er tilknyttet FKF. Desuden er der 12 daginstitutioner tilknyttet foreningen.
På denne side kan du læse mere om, hvordan vi forstår dét at drive fri, kristen skole og daginstitution. Du kan også downloade dokumenter, der kort beskriver nogle af vores bærende værdier.

Tro, håb og kærlighed
Kristne værdier i hverdagen
Mange forældre fortæller, at de oplever en helt særlig, positiv stemning eller kultur på vores skoler og daginstitutioner – vi forestiller os, at en del af forklaringen er, at vi bygger på værdierne tro, håb og kærlighed! Som samfundsinstitution betyder det, at vi lægger vægt på integritet, samfundsvision og dannelse.
På en kristen friskole og daginstitution vil man opleve en pædagogisk linje og en kultur, der i sin essens er drevet af troen på, at Gud har skabt hvert enkelt barn. Troen på denne skaberkærlighed kommer til udtryk i omsorg for og struktur omkring den enkelte. Vores håb er, at hvert barn i sit liv må erfare retfærdighed og friheden i at have en plads og et ansvar. På dette grundlag sætter vi en ære i ordentlighed på vores skoler og daginstitutioner og ønsker at møde alle med respekt og troværdighed.
I skolens og daginstitutionens hverdag bliver forankringen i troen på Jesus synlig og konkret blandt andet ved morgensangen. Her synger vi alt fra vinterviser til kristne lovsange og hører et ord eller en fortælling, som på den ene eller anden måde har noget med kristendom at gøre. Her hører børnene verdens bedste budskab i et frit, åbent og naturligt rum, for kærligheden tvinger ingen!
Ind i samfundet med værdierne i behold
Foreningens strategi er bygget op omkring værdierne tro, håb og kærlighed med indsatsområderne:
- Rekruttering af personale
- Politisk indsats
- Etablering af nye skoler og institutioner
- ”Ind i samfundet – med værdierne i behold”
Ind i samfundet – med værdierne i behold er den samlende ledetråd. Det betyder, at vi ønsker at tænke, formulere og italesætte os selv som aktive, positive og engagerede bidrag til vores samfund – med noget på hjerte! Vi arbejder for, at værdierne tro, håb og kærlighed gennemsyrer vores skoler og daginstitutioner til gavn for lokalsamfundet og vores folk som helhed, fordi det er vores overbevisning, at de ord og handlinger som Jesus sagde og gjorde, er det bedste, der er sket i hele verdens historie.
Se vores "værdi-model" om tro, håb og kærlighed (PDF)
Læs om ”Ind i samfundet – med værdierne i behold” - en præsentation af foreningens værdier og strategi
Læs om vores holdning til forældreretten (PDF)
Mission
FKF’s mission er at være fællesskab for frie, kristne skoler og daginstitutioner, støtte den enkelte skole/daginstitution og arbejde samfundsmæssigt og politisk for stadigt bedre kår
Vision
FKF’s vision er, at vi vil være kendt for at være et højt troværdigt og attraktivt skole- og daginstitutionstilbud, der bygger på kristne dannelsesværdier.