Omsorgsorlov
Omsorgsorlov - 5 dage om året
Den 2. august 2022 fik medarbejdere ret til fravær i 5 arbejdsdage hvert kalenderår til at yde personlig omsorg eller støtte til et familiemedlem eller en person, der deler husstand med medarbejderen - under forudsætning af, at personen har behov for det på grund af en såkaldt alvorlig helbredsmæssig tilstand. Et familiemedlem er i denne sammenhæng egne børn, forældre, ægtefælle eller partner.
Medarbejderens ret går alene på en ret til fravær. Det er altså omsorgsorlov uden betaling.
I praksis fungerer reglerne sådan, at den enkelte medarbejder ved kalenderårets begyndelse får ret til 5 dages omsorgsorlov. De vil enten kunne holdes som en samlet periode eller som enkelte dage. En medarbejder kan ikke opspare disse omsorgsdage. Med andre ord bortfalder ubrugte omsorgsdage ved årets udgang og kan altså ikke overføres.
Lige nu i 2022, hvor reglerne netop er trådt i kraft, og indtil det næste kalenderår starter 1. januar 2023, er det fastsat, at medarbejderen har mulighed for at holde 2 omsorgsdage.
Bonusinfo: omsorgsorlov vs. plejeorlov
Hvis en medarbejder inden for et kalenderår har haft fravær fra arbejdet efter servicelovens regler om plejeorlov for at passe for eksempel en nærtstående med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, fratrækkes dette fravær i retten til omsorgsorlov.
Som arbejdsgiver kan du kræve, at medarbejderen dokumenterer (via en læge) behovet for væsentlig omsorg eller støtte på grund af en alvorlig helbredsmæssig tilstand. Hvis de 5 omsorgsdage holdes enkeltvis, kan medarbejderen bruge samme dokumentation, så længes det er samme helbredsmæssige forhold, der ligger til grund for at afholde de givne omsorgsdage.