Supplerende pensionsbidrag til ledere, lærere og børnehaveklasseledere med tjenestemandslignende pension (Efterlønskassen eller P-25)
Ledere, lærere og børnehaveklasseledere med tjenestemandslignende pension skal have supplerende pensionsbidrag indbetalt til Lærernes Pension af visse pensionsgivende løndele. Men hvordan skal tillægget beregnes?
Der har været usikkerhed om beregningen af det supplerende pensionsbidrag til lærernes pension for de ledere, lærere og børnehaveklasseledere, der optjener ret til tjenestemandspension, fordi de er medlemmer af Efterlønskassen eller Pensionskassen af 1925.
Det er nu afklaret. Skoleforeningerne har drøftet spørgsmålet med FSL og Moderniseringsstyrelsen, og vi kan hermed orientere om sagen.
Pensionsordningen administreres af Udbetaling Danmark, som også modtager skolens pensionsbidrag.
Det supplerende pensionsbidrag beregnes af:
– OK13-tillæg,
– OK18-tillæg,
– eventuelt trin 4-tillæg (for de løndele af trin 4-tillægget, som er pensionsgivende)
– samt lokalt aftalte løntillæg, der er aftalt pensionsgivende til supplerende pension.
Trin 4-tillægget blev beregnet i 2013 til lærere og børnehaveklasseledere, der i marts 2013 havde mindst 12 års anciennitet. Tillægget kan bestå af både pensionsgivende løndele og ikke pensionsgivende løndele.
For at lette administrationen af dette tillæg, har mange skoler valgt at gøre hele trin 4-tillægget pensionsgivende. Er man i tvivl, må man finde beregningen fra 2013 frem.
Hvis basislønnen og eventuelle pensionsgivende tillæg eller intervallønnen overstiger den tjenestemandspensionsgivende løn på slutskalatrinnet (skalatrin 42 i det såkaldte ”skyggeforløb”), indbetales der et pensionsbidrag på 18 % af den overskydende løn til Lærernes Pension.
Ikke-pensionsgivende tillæg bliver ikke pensionsgivende, selvom basislønnen og eventuelle tillæg (inklusiv ikke-pensionsgivende tillæg) eller intervallønnen overstiger den pensionsgivende løn på slutskalatrinnet. De ikke-pensionsgivende tillæg er kun med til at ”fylde op” til lønnen på slutskalatrinnet. Det betyder, at ikke-pensionsgivende tillæg indgår ved opgørelsen af, om den samlede løn overstiger den pensionsgivende løn på slutskalatrinnet, og der derfor skal ske indbetaling af pensionsbidrag på 18 % af den del af de(t) pensionsgivende tillæg, der overstiger den pensionsgivende løn på slutskalatrinnet. Alle tillæg, herunder ikke-pensionsgivende tillæg, indgår i opgørelsen i den rækkefølge, hvori de er udmøntet (i kronologisk orden).
Bemærk, at det kan forekomme, at pensionsbidraget kun skal være 17,3 % for en del af det pensionsgivende beløb. Det drejer sig om løntillæg, der ligger under skillelinjen, som udgøres af den pensionsgivende løn på slutskalatrinnet. For disse løntillæg skal der indbetales 17,3 % til Lærernes Pension.