Kristen kunst 3. kl.

3. klasse

Lærervejledning

 

Kundskabsområde: Kristendom

Forfatter: Kirsten Westh Lund

Antal lektioner: 3

Beskrivelse

Dette undervisningsforløb er udarbejdet til undervisningen i kristendom i 3. klasse. I forløbet arbejder eleverne med at udvide deres kendskab til betydningen af kunst som kristen udtryksform og til forskellige former for kunst. Der er fokus på forskellige typer illustrationer til Bibelen, som kunstnere har valgt, og på kunstneren Ketty Dahl.

Mål

FKF's læseplan

At anvende og tolke salmer og kristne sange samt kunst og centrale symboler.

Målet er, at eleverne skal få kendskab til eksempler på kristen kunst og til illustrationer fra forskellige udgaver af Bibelen. Eleverne skal kunne genkende kristne symboler og tale om farver og stemning i kunst og stifte bekendtskab med en nutidig dansk kunstner.


Fælles Mål efter 3. klassetrin

Eleven kan redegøre for betydninger af centrale symboler, ritualer, musik og salmer. Eleven har viden om udlægninger af symboler, ritualer, musik og salmer.


Arbejdsmetoder

Teksterne kan med fordel læses højt i klassen, men de kan også læses i makkerpar eller individuelt. Opgaverne kan også besvares individuelt, i makkerpar eller laves fælles i klassen.

Lektion 1

Kristen kunst


Lektion 2

Mød en kunstner: Ketty Dahl


Lektion 3:

Vær en kunstner for en dag

Lektion 1

Kunst og Bibelen

Indtroduktion

I denne lektion skal eleverne blive nysgerrige på begrebet kunst og møde eksempler på forskellige illustrationer af motiver fra Bibelens beretninger. De skal også lære, hvad kristen kunst kan være.

Indled fx arbejdet med en brainstorm, der leder eleverne på sporet af, hvad kunst kan være, hvad eleverne selv kender, og hvad de har set. Snak om museer, udstillinger, kirker, hvad der evt. hænger af kunst på skolen, og hvilken slags kunst eleverne evt. har i deres egne hjem osv.

Tal med eleverne om, hvad de tænker om maleriet på forsiden. Hvad mon det forestiller? Mon de har en idé om, hvad der har inspireret kunstneren (Ketty Dahl) til at male netop det billede? Hvad tror de, kunstneren har kaldt maleriet på forsiden? Billedets titel er ’Skaberglæde’: Tal om, hvad de ser og tænker, når de kender titlen på billedet.

Læs afsnittet Introduktion. Lad eleverne læse teksten selv, i makkerpar - eller læs teksten højt i klassen.

 

Opgave 1: Kender du historien?

Svar til opgaverne:

Billede 1: Indtoget i Jerusalem (Matt 26, 69 - 75)

Billede 2: Jesu dåb (Matt 3, 13 - 17)

Billede 3: Ildsøjlen der går foran israelitterne i ørkenen (2 Mos 13,21)

 

Opgave 2: Gå på opdagelse i disse to malerier

Hvilken beretning fra Bibelen har de to kunstnere tænkt på?

Tal om og sammenlign de to måder at fremstille beretningen om den barmhjertige samaritaner på.  (Luk 10,30-37)

Billede 1: Den barmhjertige samaritaner (Udsnit af "De barmhartige Samaritaan" af Meester van de Barmhartige Samaritaan fra 1537. Fra Wikimedia Commons).

Billede 2: Den barmhjertige samaritaner (af Ketty Dahl).

Tal om hvilket maleri eleverne bedst kan lide og hvorfor?

 

Opgave (evt.): Illustrer en bibelhistorie

Hvis der er mere tid, kan eleverne selv vælge en beretning, som de skal lave en skitse eller tegning ud fra.


Lektion 2

Mød kunstneren Ketty Dahl

Ketty Dahl

Lad eleverne læse teksten eller læs den højt i fællesskab i klassen.

Formålet med dette kunstnerportræt er, at eleverne stifter bekendtskab med en dansk kunstner, som gennem mange år har malet billeder, inspireret af beretningerne fra Bibelen.

Teksten om Ketty Dahl skal give eleverne et indblik i baggrunden for en kunstners interesse for og arbejde med kunst. Samtidig møder eleverne et eksempel på, hvordan kristne budskaber kan fortælles, og hvordan en kunstner bruger sine evner til at give de bibelske beretninger liv.

 

Opgave 3: Gå på opdagelse i to af Kettys malerier

Korsfæstelsen af Jesus og de to røvere

Tal om i fællesskab eller i makkerpar og lad eleverne notere svarene:

  • Hvilke farver har kunstneren brugt, og hvilken stemning skaber farverne?
  • Hvilken historie fortæller maleriet?
  • Hvilken titel kunne man give maleriet?

Læs teksten fra Matt 27,45-50 højt for eleverne. Hvilke farver, synes I, lægger beretningen fra Bibelen op til?

Tal evt. om hvilke(t) vers i beretningen, I synes, passer bedst til Kettys billede?

 

Peters fornægtelse

Læs teksten fra Matt 26,69–75 højt for eleverne.

Tal om i fællesskab eller i makkerpar og lad eleverne notere svarene:

  • Hvordan passer billedet til beretningen om Peter i ypperstepræstens gård?
  • Er der noget i beretningen, som ikke er med på billedet?
  • Er der noget på billedet, som vi ikke hører om i beretningen?
  • Hvorfor er hanen mon så stor? - hvad mon det er, kunstneren/Ketty vil fortælle med sit billede?
  • Hvilken titel ville eleverne give maleriet?

 

Baggrundsviden til læreren 

På sin hjemmeside: Møldahlgaard Galleri skriver Ketty Dahl om billedet:

”Det er blevet Skærtorsdag, om aftenen indstiftede Jesus nadveren, og derefter gik han og hans disciple mod Getsemane Have. Jesus bad for sine disciple, han bad for os, og han bad også om, at hvis det var Guds vilje, at han måtte slippe for at skulle gennem det, der ventede ham.

Da Jesus fortalte sine disciple, at han skulle lide og dø og opstå igen, fattede de ikke en meter. Hallo Jesus, nu går det jo lige så godt. Hvad taler du om? Dø? Hvad er nu det for noget snak? Peter gik endda så vidt som til at sige, at det kom under ingen omstændigheder til at ske på hans vagt. Han skulle nok være der for sin herre og mester. Stor-i-slawet-Peter. Altid god for en bemærkning, der lige kunne klare situationen. Peter, fyldt med temperament og handlekraft. Nixenbixen Jesus, om så ALLE andre svigter, JEG gør ikke! Bare lige så du ved det! Jeg er der for dig! Always!
Åh Peter, sagde Jesus trist, før hanen galer to gange i morgen tidlig, så har du svigtet mig tre gange.

Ikke den mest opmuntrende besked at få, og Peter har helt sikkert lovet sig selv, at det under ingen omstændigheder kom til at ske. Der måtte Jesus virkelig tage fejl. Det var så sikkert som amen i synagogen.

Men som sædvanlig, så havde Jesus mere overblik over fremtiden end Peter...

Da Jesus bad Peter om at sidde og bede for Jesus i Getsemane, faldt Peter i søvn. Da soldaterne kom for at arrestere Jesus, stak Peter af, og da Peter senere blev genkendt af ypperstepræstens folk, benægtede han ethvert kendskab til Jesus, ja bandede på det. Tre gange benægtede han. Jeg kender ikke den mand, fatter I ikke det? I tager fejl, jeg har ikke noget med ham at gøre. Det er absurd det her, jeg har aldrig set manden før, I må forveksle mig med en anden. Rædslen for at blive arresteret sad i Peter. For hele situationen lugtede af tortur og død. Og pludselig galer den trælse hane...

På billedet er hanen kæmpestor... haner vækker folk. Og jeg skal da lige love for, at hanens galen blev et wake-up-call for Peter. For hvad var det nu, Jesus havde sagt?

Peter er afbilledet i en ørken, for det er hans indre sindsstemning, da hanen galer. Alt dør, alt bliver goldt. Han er afbilledet tre gange, en gang for hver gang han svigter sin herre og mester. Tre gange tager han sig til hovedet, og denne kø af Peter'e, der svigter fortsætter ud af billedet til alle os andre, der kan stille os op i køen bag Peter. Alle os, der også svigter. Gang på gang på gang på gang på gang på gang. Svigter Gud, svigter hinanden, svigter i mange, mange situationer, når modet svinder, eller vi er bange for at tabe ansigt eller anseelse. Pyha, vi kender så godt Peters situation. Og så galer hanen og afslører det hele. Vi er gennemskuet. Gud kender os.

Da gik Peter udenfor og græd. Bad om tilgivelse.

Og det vidunderlige ved netop dette billede er, at det sprænger rammen. For hele vejen uden om billedet ligger netop tilgivelsen. Det er evangeliet. Jesus tilgav Peter, ligesom han tilgiver os. Det var for både Peter og resten af verden, at han lod sig slå op på det kors sammen med alle vores svigt. Godt, at Påskedags opstandelse venter forude.”


Lektion 3

Kunstner for en dag

Opgaver

Lad eleverne prøve kræfter med at lave kristen kunst og at give deres kunstværk en titel. Der er mange muligheder: Vælg selv om det skal være tegninger med farvekridt, vandfarver eller et maleri.

Man kunne også give dem mulighed for at lave figurer (papmache eller ostevoks)

Alternativt kunne man lade eleverne:

  • gå på opdagelse i en Børnebibel og derefter fremlægge en illustration, som de synes rigtig godt om. Lad dem efterfølgende fortælle om billedet, farvevalg og hvorfor de særlig godt kan lide dette billede.
  • lave et billede (farvekridt, vandfarver eller maling) og fortælle de andre i klassen, hvilken beretning fra Bibelen, de gerne ville illustrere med deres billede og hvorfor de valgte netop den historie - hvilke farver de har valgt og hvorfor?
  • tage et billede med deres mobil af et maleri/billede, som de har hængende derhjemme eller evt. hos nogen, de kender. Fortæl de andre i klassen om farverne, motivet og stemningen i billedet.

Det kunne evt. være oplagt at udvide emnet og arbejde tværfagligt fx med billedkunst eller håndværk og design. Hvis der er mulighed for det, kan eleverne gennem længere tid selv arbejde med illustrationer til bibelhistorier.

Til inspiration er der afsluttende i elevmaterialet 4 malerier af Ketty Dahl med titel:

  • Vandringen på søen
  • Den fortabte søn
  • Rejs dig tag din seng og gå
  • Ofringen